#4: Den fjerde statsmagt - Når pressen ikke fortæller sandheden
Under anden verdenskrig var det de danske kommunister der trak det store læs i modstandskampen - Men hvorfor fortiede pressen (og senere historikerne) sandheden om modstandsbevægelsen?
(Uddrag af bogen “De 3Fiktioner” der udkommer 31. januar 2025)
Kommunisterne blev bevidst skrevet ud af modstandsbevægelsen
Anden Verdenskrig er et meget mørkt kapitel i Europas, såvel som i Danmarks, historie. Det er den dårlige afslutning på Første Verdenskrig, som bredt anses for at være årsagen til krigsudbruddet, der igangsatte den Anden Verdenskrig. Ved fredsaftalen i Versailles i 1919 besegles Tysklands skæbne som den store taber af Første Verdenskrig. Enorme krigsskadeerstatninger vækker vrede blandt Tysklands befolkning, og samtidigt udbryder der revolution i Tyskland i 1918. Via Februarrevolutionen og sidenhen Oktoberrevolutionen, begge i 1918, skifter Rusland fra at være et zar-rige. Arbejderbevægelserne og de brede befolkninger i Europa vil ikke længere stiltiende se på, at de bliver styret af en elite, der ikke deler magten med folket. Dertil kommer, at magthaverne gør Europas unge mænd til kanonføde ved at indlade sig i forskellige krige, Europas nationer imellem.
Adolf Hitler har derfor forholdsvis let spil i forhold til at tage magten i mellemkrigsårenes Tyskland. Han er til slut så magtfuldkommen, at han alene kan tage beslutninger om at igangsætte krige. Det skal dog tilføjes, at der findes meget legitim argumentation for, at han lod Tyskland involvere sig i konflikter som det tyske mindretal var del af, både i Tjekkoslovakiet og Polen, to lande som Hitler invaderede i henholdsvis 1938 og 1939.
I april 1940 invaderede Nazityskland også Danmark. Det er stort set kun kommunisterne, der modsætter sig den samarbejdspolitik, som den danske Rigsdag, bestående af Folketing og Landsting, indleder med tyskerne. Det lille danske parti DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, var lidt paradoksalt også imod samarbejdspolitikken med nazisterne, men alle andre partier, der er repræsenteret i Rigsdagen, bifalder samarbejdspolitikken.
Da kommunisme i 1941 blev gjort ulovligt af Rigsdagen, stifter det danske kommunistparti DKP efterfølgende en organisation, der skal yde hemmelig modstand mod den nazistiske besættelsesmagt og mod den danske samarbejdspolitik. Organisationen stiftes først under navnet KOPA (kommunistiske partisaner) og består i begyndelsen især af spaniensfrivillige, kommunister, der har deltaget i borgerkrigen i Spanien mod fascistiske Franco. Navnet skifter i 1943 til BOPA (borgerlige partisaner) på grund af det opståede samarbejde mellem de ikke-kommunistiske borgerlige modstandsgrupper og KOPA.
BOPA bliver den mest effektive modstandsgruppe i besættelsestiden. Til trods for kommunisternes helt igennem unikke modstand mod den nazistiske besættelsesmagt i 1940-45, er det ikke kommunisterne, der udfylder hovedrollen, da historien om Danmarks modstandskamp efterfølgende skal skrives. Det er underligt, at kommunisternes stærke modstand ikke får større anerkendelse, end den gør, men det er som bekendt krigens vindere, der skriver historien. Og Danmark har ikke vundet Anden Verdenskrig, for det har De Allierede! I efterkrigstidens politiske spil lukrerer Danmark på, at modstandsbevægelsen voksede sig stærk i Danmark, så der ved krigens afslutning ikke var tvivl om, hvor danskernes loyalitet lå. Den lå hos De Allierede, en alliance som blev ledt af England, USA og Sovjetunionen, samt Folkerepublikken Kina. Det var dem som også vandt krigen. Men som det amerikansk/engelsk besatte landområde, som Vesteuropa er efter krigens afslutning, er det amerikanernes kommunistforskrækkelse, der præger Europas politik i efterkrigstiden, og den præger også aktiviteterne i Danmark. Endda fra det allerførste øjeblik.
Da Politiken 5. maj 1945 udkommer med danske flag på forsiden og overskriften “Danmark atter frit”, er hverken KOPA/BOPA eller kommunisterne omtalt mere end nødtørftige, flygtige vendinger gemt væk i de mange artikler om befrielsen. Så selv om kommunisterne var den gruppe, der opførte sig allermest patriotisk under Danmarks besættelsestid ved med al magt at bekæmpe tyskerne, blev det ikke omtalt i størstedelen af den brede presse. Og i stedet for at fejre de kommunistiske folkehelte, blev fokus rettet over på Holger Danske, når modstandsbevægelsen skulle hædres. Selv i et socialliberalistisk dagblad som Politiken, som ellers dengang var et foretrukket dagblad for mange arbejdere.
Har du ikke læst de tre første afsnit om Den fjerde statsmagt, så kan du finde dem herunder:
Læs videre i bogen De 3 Fiktioner der udkommer 31. januar 2025.
På udgivelsesdagen vil der være en bogreception, hvor alle er velkomne til at komme og få et stykke kransekage, se og høre om bogen, og evt. købe den.
Herunder kan du finde planen for den danmarksturné som forfatterne tager rundt på, og som påbegyndes med bogreceptionen i hjertet af Silkeborg (det nøjagtige sted for bogreceptionen forbliver en hemmelighed indtil tæt på udgivelsesdagen).
Nedenstående nyhedsbrev indeholder den opdaterede plan for danmarksturnéen:
Hvis man er bekendt med antiimperialistisk historie og frihedsbevægelser, så er ovenstående ikke overraskende læsning. De marxistisk-leninistiske kommunister har altid kæmpet for national suverænitet, sideløbende med arbejderklassens herredømme og ægte internationalisme. De lande der har haft ægte arbejderklasserevolutioner er de lande, som i dag tilbyder den bedste fremtid for menneskeheden, og som samtidigt kæmper mod den vestlige imperialisme (sen fase kapitalisme, globalisme, finanskapitalisme). Det er også de lande, der lyves mest om i de vestlige medier. Borgerpressen er ikke din ven - man skulle tro at den brede befolkning havde fattet det efter coronakuppet og "vaccine"terroren. ---- Bare vent til I/du finder ud af, hvor meget de har løjet om Første Verdenskrig, Stalin (læs Losurdo), USSR, Anden Verdenskrig og den kolde krig. Operation Gladio er stadig aktuel.