Ejvind Hansen er docent ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og i denne egenskab koncentrerer han sin forskning omkring demokratisk offentlighed og ytringsfrihed. I skrivende stund er Ejvind på vej mod titlen professor, idet han den 15. december 2023 forsvarede sin doktorafhandling ved Aarhus Universitet. Pågældende doktorafhandling kommer vi tilbage til. På sin egen blog (Offentligheder.dk) skriver Ejvind om den fjerde statsmagt, og i tråd med nærværende forfatteres tilgang til emnet lægger han ud med at citere Grundlovens paragraf 3. Som det er åbenlyst for ethvert kritisk og selvtænkende menneske, er det kun muligt at komme videre med at forske om journalistik inden for hvilket som helst af statens fagsystemer, hvis man påtager sig den antagelse, at Grundloven, af den af den ene eller anden grund, ikke længere skal tolkes præcis, som den er skrevet. Med denne erkendelse giver det derfor god mening, at Ejvind efter citeringen skriver følgende:
I det øjeblik man erkender, at denne “kongens” opgaver i dag varetages af Folketinget og regeringen (link, link, link, link), er det let at se at denne opdeling legemliggør Montesquieus tanker om vigtigheden af magtens tre-deling.
Det er interessant, at han herved både antager det statslige og offentlige narrativ, der indebærer en fortolkning af Grundloven. Meget forskellig fra Grundlovens ordlyd og uden at sælge sig selv 100% til narrativet. Med andre ord: Ejvind har her åbnet en kattelem for at komme ud af narrativet, hvis han engang i fremtiden skulle få brug for det; Dette håber undertegnede naturligvis bliver aktuelt. Han har nemlig indsat et ‘man’, der opstiller en betingelse, som han ikke nødvendigvis, i hvert fald ikke eksplicit, selv giver udtryk for, at han har købt 100% ind til.
Hermed bevæger Ejvind sig videre til den fjerde statsmagt og beskriver, hvordan der eksisterer forskellige fortolkninger af, hvad begrebet indebærer. Han kategoriserer disse i tre forskellige ‘temaer’:
Uafhængighed
Denne uafhængighed beskrives som eksisterende enten ud fra en kommerciel logik om at medierne tjener penge på at servere ALLE nyheder i samfundet, eller et ideal om at medierne er neutrale og upartiske, eller at se medierne som værende i opposition til magthaverne
Beskrive virkeligheden, uddanne borgeren
Medierne som havende en afgørende rolle for at beskrive verden og dens udfordringer, så det muliggør at den enkelte samfundsborger kan tage selvstændigt stilling til om de etablerede magthaveres gør et godt stykke arbejde. Og at medierne er med til at kreere livslang læring til den enkelte, som supplement til den grundlæggende dannelse, der foregår i uddannelsessystemet.
Facilitere offentlig debat
Under antagelsen om at det er i medierne at den offentlige “oponion” formuleres, pålægger det medierne en vigtig opgave, at facilitere en nuanceret debat om kontemporære emner. Ytringsfrihed bliver først politisk potent når ytringerne bliver hørt og debateret af en større offentlighed.
Den kritiske vagthund modvirker magtmisbrug
Den fjerde statsmagt handler om at forhindre magtmisbrug, ved at gå kritisk til de etablerede magthaver. Medierne/pressen udgør den instans der undersøger magthaverne, og dermed agerer de/den vagthund for demokratiet.
Ifølge Ejvind er det sidste tema, som dominerer en moderne forståelse af den fjerde statsmagt. Det er en udvikling, der kan ses som modsvar til, at det er kommercielle interesser, som styrer nyhederne. Han skriver: “I et repræsentativt demokrati er det nødvendigt, at nogle individer tildeles mere magt end andre, og selv med magtens tredeling kan det være vanskeligt at hindre, at denne magt misbruges. Derfor er det vigtigt hele tiden at have en instans, der undersøger magthaverne - en instans, der er på vagt. Vagthunden.”
Mediernes egne intellektuelle, eller i hvert fald en af dem som er godt på vej til den akademiske top, ser først og fremmest medierne som en slags vagthund, der kritisk udfordrer magthaverne. Endvidere henviser Ejvind til Faktalink.dk, der med disse ord beskriver den fjerde statsmagt:
Uofficielt er den fjerde statsmagt så medierne, pressen eller journalisterne[…]. Det er dem, der sørger for, at de tre andre statsmagter forvalter deres magt i overensstemmelse med lovgivningen. Gør de ikke det, stiller medierne dem optimalt set til ansvar på borgernes vegne. […] Det er primært pressen, der søger aktindsigt, og den mulighed er en væsentlig forudsætning for, at medierne kan opretholde deres position som den fjerde statsmagt.
Ejvind fortsætter beskrivelsen af den kritiske vagthund med at gøre det helt særegent og unikt for journalistfaget at kunne foretage gravende og undersøgende journalistik. Ifølge ham er det altså ikke en opgave, en almindelig borger påtager sig af egen fri vilje. Sluttelig bringer han nogle sandheder om den tabte uafhængighed med en kort henvisning til internettets teknologi, som umuliggør, at det fuldt ud er borgernes interesser, der varetages i den offentlige debat, som medierne og internettet jo er en uadskillelig del af:
At netop denne rolle er fremtrædende i disse år kan der være mange grunde til. F.eks. er det åbenlyst, at det er denne rolle, hvor de journalistisk drevne medier skiller sig særligt ud. Den gravende og undersøgende journalist bygger på en særlig faglighed og professionalisme, som meget få andre aktører i offentligheden overhovedet kan nærme sig. Derfor er dette et område, journalisterne kan have for sig selv.
Den oplysende rolle og rollen med at facilitere en offentlig debat bliver i stigende grad også varetaget af andre — af strategiske kommunikatører, sociale medier, algoritmebaserede søgemaskiner på internettet, osv. Ligesom den såkaldte “uafhængighed” også i nyere tid har vist sig ikke nødvendigvis at blive brugt til at forsvare borgernes interesser (Dawes 2014).
Ejvind Hansen afslutter gennemgangen af den fjerde statsmagt med en kritik af, at temaet om medierne som værende vagthund, skal udfordres. Lad os atter give ordet til den velformulerede docent:
For det første er det jo et ganske påtrængende spørgsmål om ikke de “gamle” opgaver stadig er demokratisk påtrængende. Er journalistikkens opgave som fjerde statsmagt virkelig udtømt med blot at være en vagthund, der bider andre magthavere i haserne? Selvom andre aktører udfylder nogle af de gamle roller, kan det jo godt ud fra et demokratisk perspektiv være en god ide, at der stadig er aktører med en journalistisk baggrund (og dermed ideelt set et mere samfundsmæssigt perspektiv), der supplerer denne pluralitet af offentlige aktører. Med andre ord: Selvom vi har NGO’ere, der oplyser folk om deres felt, vi har magtfulde aktører, der går direkte til folket gennem sociale medier, vi har interesseorganisationer, der oplyser os om deres medlemmers interesser, osv., kunne det jo godt være, at denne mangfoldige offentlighed kunne have gavn af en journalistisk dækning, der sætter det hele lidt i et “uafhængigt” perspektiv.
For det andet er det spørgsmålet, om billedet er dækkende. Ganske vist har journalistikken et stærkt magtkritisk ydre, men den virkelig gravende journalistik, hvor man trænger dybere ned i substansen, er trængt i takt med at medierne har vanskeligt ved at finde stabile forretningsmodeller. De etablerede magthavere lykkes i stigende grad med at gemme sig bag kommunikationsmedarbejdere, nøje koreograferede pressemøder og emailsvar, der gør en egentlig kritisk intervention svær.
Ovenstående skal ikke forlede os til at konkludere, at der slet ikke foregår magtkritik i medierne. Det gør der bestemt, og mange redaktioner investerer meget økonomi og energi i at fastholde gravergrupper, der tildeles ressourcer til en grundighed, der i disse trængte tider må vække til beundring. Ligesom der også arbejdes kreativt med samarbejder på tværs af redaktionelle skel, når man for alvor skal trænge i dybden med de helt store sager (f.eks. i forbindelse med Panama Papers, Danske Banks hvidvaskskandale). Dette ændrer imidlertid ikke ved, at denne fastholdelse på lange stræk virker til at foregå på trods af udviklingen indenfor mediernes økonomiske muligheder, og spørgsmålet er derfor hvor langtidsholdbar denne situation er.
I takt med dette bliver, for det tredje, en gammel kritik af begrebet mere påtrængende: For selvom ideen med den fjerde statsmagt er at udfordre etablerede magthavere, har Baudrillard og Hardt&Negri argumenteret for, at netop denne instans i bund og grund er med til at sikre disse magthaveres legitimitet (Baudrillard 1983, 26-37; see also Hardt and Negri 2012). Hos Baudrillard grunder kritikken i en afvisning af selve det liberaltdemokratiske system som sådan, men et lignende argument kan gøres, uden at gå helt så langt: Ved at de etablerede magthavere “stiller op” til kritiske interviews, forlenes de med en legitimitet i befolkningen, der måske ikke altid svarer til indsatsen, fordi kritikken ved en dybere refleksion viser sig at være tandløs. Jeg har tidligere (link, link) reflekteret over, hvordan Anders Fogh Rasmussen var en mester i at forlene sig selv med en stor demokratisk legitimitet, ved at indføre ugentlige tirsdagspressemøder, hvor han stillede op til alle de kritiske spørgsmål, pressen måtte have. Men hvor det også hurtigt viste sig (ved en nærmere refleksion), at tænderne ikke bed særlig hårdt hos vagthunden, når den var nødt til at acceptere det givne format.
Endelig er det, for det fjerde, vel også relevant at overveje, i takt med at nye offentligheder trænger sig på, om der ikke ligger nye demokratiske opgaver, som har brug for en kærlig hånd fra en uafhængig statsmagt. Dette har jeg i andre sammenhænge givet en række bud på (f.eks. i Hansen 2013; 2014; 2015; 2018a; 2018b; 2018c), og vil derfor ikke gentage det her.
Pointen forbliver dog, at hvis journalistiske medier vil bevare en særstilling i samfundet som aktører, der ikke blot skal behandles som helt almindelige kommercielle aktører, så er det vigtigt at narrativet omkring, hvorfor man skal have denne særstilling holdes skarpt. Her kan det ikke nytte noget at sætte alle pengene ind på den samme hest, særligt ikke hvis det er en hest, der i tiltagende grad er udfordret af den omkringliggende virkelighed.
Dermed ikke sagt, at vi skal sende vagthunden på pension. Tværtimod tænker jeg, at denne opgave er tiltagende vigtig. Men netop denne rolle kræver en helt særlig stærk fortælling om mediernes særstilling, og i takt med at magthavere lykkes med at tegne medierne op som griske, sensationshungrende aktører, bliver det mere påtrængende at kunne give en god og stærk fortælling om alle de påtrængende opgaver, som journalister dagligt indløser. Jo stærkere dette synspunkt står hos borgerne i samfundet, des svagere vil magthavere stå, når de forsøger at stække medierne.
Bemærk, at Ejvind Hansen ser magthavere og medier som værende fuldstændig adskilte enheder, og naturligvis gør han det, for ellers bestred han jo ikke en stilling i det offentlige uddannelsessystem. Eller han ville i hvert fald komme noget mere i modvind, end tilfældet grangiveligt er, hvilket netop er denne præmis, som fratager ham evnen til at tænke kritisk, og som tilsyneladende er frataget ham som både menneske og journalist. Utilsigtet ender han med at være offer for det samme tirsdagsmøde-fænomen, som han beskriver, at Anders Fogh Rasmussen udsatte befolkningen for som statsminister: Alt foregår inden for nogle forudindfattede rammer, og derfor kan det aldrig blive en ægte, magtkritisk vagthund, uanset hvor meget den viser tænder, glammer og gør.
En henvendelse til Ejvind Hansen om at mødes og drøfte den fjerde statsmagt, afvises af docenten, der afslår en videre dialog med ordene: “Pøj pøj med jeres projekt”. En skuffende respons, som vi dog er vant til at blive mødt med.
Trods dette har vi valgt at medtage Ejvinds professionelle forfatterskab om pressen og medierne, for selvom han ikke er interesseret i at medvirke til yderligere kritik af systemet, siger hans forfatterskab og hans handlinger en hel del om det system, han er en uadskillelig del af, vel at mærke formentligt kun så længe han forbliver forholdsvis tro mod det.
Ejvind Hansen har som nævnt indsendt sin doktorafhandling til Aarhus Universitet, og han skal forsvare den i december 2023. Overskriften på doktorafhandlingen er “Tavshedsfriheden. Retten til at ytre sig kvalificeret”. I denne doktorafhandling, hvoraf det kun er et udvidet referat på 9 sider, der er tilgængeligt på internettet, kommer Ejvind ind på det vigtige område om en nation, hvor folket selv styrer opbygningen og reguleringen af samfundet. I modsætning til den nuværende mere autokratiske eller parlamentariske, begrænsede opbygning. Desuden omtaler han den ytringsfrihed, som moderne europæere har higet efter siden oplysningstiden, som værende essentiel for nogen som helst form for folkestyre. Det udvidede referat af Ejvind Hansens doktorafhandling findes på hans blog Offentligheder.dk.
Målet med denne bog er at vende en århundrederlang diskussion af en demokratisk problematik på hovedet. Med fremkomsten af ideen om, at folket selv skulle styre, var det oplagt at reflektere over, hvordan man sikrer sig, at folket styrer på en hensigtsmæssig måde. Eftersom det med god ret kan hævdes, at demokratiet er et essentially contested concept, er man ganske vist ikke nødvendigvis enige om, hvad en hensigtsmæssig måde at regere på vil sige, men ligegyldigt hvor man står i denne diskussion, er det et åbent spørgsmål, hvorvidt og hvordan befolkningen træffer de beslutninger, som er til en eller anden form for samfundsmæssig bedste. I hvert fald siden rationalismen og oplysningstiden har det været almindeligt at tale om, at en form for ytringsfrihed kan være vejen til folkets oplysning. Tankegangen, som jeg vil uddybe og diskutere her i bogen, har været, at jo flere stemmer, der får adgang til at diskutere og debattere de problematikker, der trænger sig på, des større tryktest skal et synspunkt kunne holde til (fordi det presses af modargumenter), og derfor vil det i sidste ende primært være de stærkeste synspunkter, der overlever. Dette synspunkt har været diskuteret og kritiseret fra flere sider, og jeg har selv i tidligere skrifter fremdraget en række problematiske antagelser i synspunktet. På trods af alle disse uenigheder er det dog rimeligt at sige, at de fleste er enige om, at en form for ytringsfrihed er en vigtig forudsætning for at kunne få en offentlighed, der er reelt demokratisk.
Det er altså ikke uden en kras kritik af den eksisterende funktion af den fjerde statsmagt, at Ejvind byder ind med løsninger til en mere funktionel tilgang for den fjerde statsmagt. Han understreger atter det samme slutprodukt, som han to gange tidligere har serveret for os, nemlig i definitionen af den fjerde statsmagt på sin blog samt i sin respons på vores henvendelse. Han påviser, at han ikke formår at sluge sin egen medicin og undergraver derved sit eget projekt om tavshedens dyder. På side 3 i det udvidede resumé skærer Ejvind ind til benet og understreger uforvarende nærværende forfatteres pointe: Narrativet er begrænset af dem, der i forvejen styrer det, samt af de lakajer, der håber at gøre (lukrativ) karriere i systemet.
Skåret lidt skarpt op kan man sige, at den demokratiske værdi af ytrings-, informations- og pressefrihederne ikke alene kan måles på, hvor mange, der har mulighed for at komme til orde. For hvis alle bare siger det samme, bekræfter hinandens forudgående meninger eller fordomme, eller slet ikke lytter til hvad andre siger, opnår man ikke en egentlig offentlig kommunikativ udveksling.
Der sparkes nedad af dem, som vil opad. Ejvind vil opad frem for at være tro mod sit projekt. Det er nærmest kafkask, og det bliver kun endnu mere kafkask af, at Ejvind Hansen er en af de fremadstormende, fremtidige professor-kompetencer i debatten omkring ytringsfrihed. Der er ingen tvivl om, at Ejvind bør respekteres for sit arbejde og ganske sikkert også for det menneske, han er, bedømt ud fra hans afhandling og den udveksling af synspunkter, vi har haft med ham. Men han er desværre også et produkt af det miljø, han er en del af, hvilket gør ham til en ignorant.
Links:
Docent ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Ejvind Hansen, om “Den fjerde statsmagt”: http://offentligheder.dk/den-fjerde-statsmagt/
Udvidet referat af Ejvind Hansens doktorafhandling om “Tavshedsfriheden”:
http://offentligheder.dk/wp-content/uploads/2023/09/Referat_dk.pdf
Læste du ikke første uddrag om Den Fjerde Statsmagt, så kan du læse det HER!
Læs videre i bogen De 3 Fiktioner der udkommer 31. januar 2025.
På udgivelsesdagen vil der være en bogreception, hvor alle er velkomne til at komme og få et stykke kransekage, se og høre om bogen, og evt. købe den.
Herunder kan du finde planen for den danmarksturné som forfatterne tager rundt på, og som påbegyndes med bogreceptionen i hjertet af Silkeborg (det nøjagtige sted for bogreceptionen forbliver en hemmelighed indtil tæt på udgivelsesdagen).
Nedenstående nyhedsbrev indeholder den opdaterede plan for danmarksturnéen:
Share this post