Det vigtigste du skal vide om Danmarks Riges Grundlov
Herunder er en transskription af det måske vigtigste afsnit i min bog om Grundloven (køb den HER!).
Det er den fulde skrift fra afsnittet “Et statskup over 175 år” som er det konkluderende afsnit i bogen.
Et statskup over 175 år
Her en opsummering af hvad jeg hidtil har gennemgået:
Danmark fik sin første Grundlov i 1849, da Frederik 7. bryder med den næsten 200-årige enevældige styreform. Kongen havde givetvis reelle hensigter, idet Junigrundloven var et stort skridt i demokratisk retning. Rigsdagen bliver sammensat af et Landsting og et Folketing, Medlemmerne i Folketinget er folkevalgte, mens medlemmerne i Landstinget er udpeget af valgmænd ved indirekte valg.
Fredsforhandlingerne i 1852 efter treårskrigen (1848-1851) giver Danmark en vis råderet over hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, hvilket forårsager, at arbejdet med en ny, kompliceret forfatning påbegyndes.
Det er med al sandsynlighed den arveberettigede kronprins Christian, en fjern slægtning til Frederik 7., med hjælp fra en del politikere og embedsmænd, der i 1855 fik presset Helstatsforfatningen igennem. Danmarks første grundlovsændring. Denne sandsynlighed er baseret på referatet af forhandlingerne i et statsrådsmøde den 18. juli 1854, hvor kongen bruger formuleringen “statskup” hele to gange om udkastet til Helstatsforfatningen. Han blev dog presset af omstændighederne til alligevel at vedtage den. Selvom han ikke var interesseret i mere enevældig magt til kongen, så fik han netop det, men naturligvis kun indtil hans fjerne slægtning kronprins Christian kunne tage over.
Sideløbende med Helstatsforfatningen vedtog man i 1855 de særlige grundlovsbestemmelser, som ikke tillod, at danskerne i de danske områder fik forringet de forholdsvis demokratiske rettigheder, de havde fået med Junigrundloven. Det Tyske Forbund underkendte Helstatsforfatningen i 1858. Derefter skulle Helstatsforfatningen hurtigst muligt have været erstattet af en ny Grundlov. Det skete ikke, men kongen satte dog arbejdet med en ny forfatning i gang.
Det er i 1855, at man ændrer kongens magt til at gælde den højeste myndighed over alle rigets anliggender, som udøves gennem ministrene. Inden 1855 havde kongen kun den højeste myndighed over land- og sømagten. Det er enevældige tilstande, der blev indført på ny i 1855, og denne ændring har smittet af på samtlige vedtagne grundlove siden da. Måske er det derfor, Folketinget forsøger at lade som om, at grundlovene fra 1855 ikke eksisterer?
Den førnævnte kronprins Christian blev i 1863 kronet som Christian 9., fordi Frederik 7. dør under et ophold på netop Christians slot, Glücksborg i Holsten (mon de kom noget i teen!?). Tronskiftet markerer også Oldenborg-familiens overgivelse af den danske kongemagt til Glücksborg-familien, som den dag i dag sidder på tronen. Margrethe 2. er tipoldebarn af Christian 9.
Kort tid efter Frederik 7.s død får Christian 9. i 1863 vedtaget Novemberforfatningen men ‘glemmer’ de særlige grundlovsbestemmelser fra 1855. Nu er den delvist enevældige magt ikke kun gældende for hertugdømmerne men gældende for både de danske og Slesvig. Det, at Slesvig på den måde inkluderes i Grundloven, afstedkommer den katastrofale 1864-krig med tyskerne.
Novemberforfatningen af 1863 bryder med de særlige grundlovsbestemmelser, da det er tydeligt, at den ikke bare erstattede Helstatsforfatningen af 1855 men også Junigrundloven fra 1849. Dette ses helt tydeligt af 1863-grundlovens paragraf 24, der forlænger Folketingets valgperiode fra 3 til 4 år og paragraf 25, der giver plads i Landstinget til Slesvig og Færøerne. For hvis 1863-grundloven ændrer reglerne for Folketing og Landsting, er der ikke tale om en overordnet forfatning, der juridisk ligger over 1849-grundloven og dermed gælder sideløbende med denne, men en Grundlov, der gælder for hele det danske kongerige og dermed også helt erstatter 1849-grundloven. Af en eller anden grund blev borger- og frihedsrettighederne fra Junigrundloven helt udeladt i denne grundlovsændring.
Der er klare motiver for Christian 9. i at vedtage en Grundlov med de to kerneproblemer, der er i Novemberforfatningen, nemlig, at den indlemmer Slesvig i kongeriget, hvilket provokerer tyskerne til krig, samt at den indfører et enevælds-agtigt styre i Danmark (og Slesvig). Hans motiver er at sikre sig en enevældig magt over et (muligvis mindre) kongerige. Mens Danmark taber krigen, forbereder han en fuldendelse af det statskup, som blev igangsat i 1855.
Grundlovsændringen fra 1866 kaldes Den Gennemsete Grundlov, selvom der bør sættes kraftigt spørgsmålstegn ved denne falske varebetegnelse. Efter 1864-krigen var en ny grundlovsændring nødvendig, så både Slesvig, Holsten og Lauenburg kunne skrives helt ud af Grundloven. Endnu en gang ‘overså’ man de særlige grundlovsbestemmelser fra 1855 og indførte enevælde via et adelsvælde ved at bygge videre på grundlovene fra 1855 og 1863 og indsætte kongevalgte medlemmer i Landstinget, endda valgt på livstid. Kongen kunne dermed egenhændigt vælge sin regering blandt sine kongevalgte medlemmer og de indvalgte godsejere i Landstinget. Den mulighed benyttede han sig konstant af i perioden fra 1866 til 1901 og desuden også af muligheden for at udpege kandidater udenfor Rigsdagen, som eksempelvis Deuntzer, der hverken var indvalgt i Landsting eller Folketing, da han blev valgt til konseilspræsident. Det er en praksis, som stadig benyttes til at udpege ministre; dog er statsministeren ikke blevet valgt uden for Folketinget, siden man overgik til etkammersystemet.
Provisorietiden fra 1885-1894 viser tydeligt, hvor magten ligger. Et attentatforsøg mod konseilspræsident Estrup i 1885 lægges til grund for Rigsdagens vedtagelse af en lov om det paramilitære Gendarmerikorps, som i tiden efter bruges til at holde den voldsomt utilfredse befolkning i ave.
Begivenheder i 1901 får sidenhen historikere til at tale om Systemskiftet i 1901, som angiveligt skulle markere Danmarks overgang til parlamentarismen, altså at kongen respekterer Rigsdagens/Folketingets flertal. Christian 9. udnævner i 1901 for første gang en venstre-regering, og han håndplukker selv professor i civilret J.H. Deuntzer til den øverste post som konseilspræsident. Det gør han på trods af, at Venstres populære leder, J.C. Christensen, har vundet valget med stor overlegenhed. Deuntzer kommer som medstifter og bestyrelsesmedlem fra den senere så berygtede, og dengang nystiftede, virksomhed Ø.K. Men hvordan kan man tale om parlamentarisme, når det stadig er kongen, der vælger sin øverste regeringsleder? Og kongen kan tilmed vælge regeringslederen i det private erhvervsliv, som han gjorde med Deuntzer, der ikke var rigsdagsmedlem, da han blev konseilspræsident.
Særligt to begivenheder markerer, at der ikke har fundet et virkeligt systemskifte sted i 1901:
I 1920 afskediger Christian 10. den radikale statsminister C.T. Zahle og dennes regering og viser med al tydelighed, at der ikke var sket en overgang til parlamentarismen, idet Zahle ikke havde et flertal imod sig i Rigsdagen. Befolkningen er i oprør, men Socialdemokratiets leder T. Stauning holder hånden over kongen ved at bruge sin indflydelse på fagbevægelsen og får derved afværget en generalstrejke.
Da Stauning i 1940 går til Christian 10. for at præsentere sin regering, bliver Staunings første forslag afvist, hvilket endnu en gang viser, at parlamentarismen aldrig er blevet indført i Danmark. Stauning havde jo vundet valget og havde IKKE et flertal imod sig. Forklaringen ligger i, at Grundlovens paragraffer klart giver kongen magten, hvilket vejer en del tungere end en ‘statsskik’.
Det er først i den nugældende Grundlov af 1953, at paragraf 15 tilføjes, og parlamentarismen formelt indføres ved lov. Paragraffen handler om, at en minister eller en statsminister får et mistillidsvotum, hvis denne kommer i undertal, og derefter må træde tilbage. Parlamentarisk er det meget tyndbenet og uansvarligt, at politikere og historikere er af den opfattelse, at der indføres parlamentarisme ved at tilføje en enkelt, lille paragraf i Grundloven, når der helt bogstaveligt, i paragraf 3, 12 og 14 i samme Grundlov, står, at kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggender.
Kvinderne fik valgret med grundlovsændringen i 1915, og samtidig blev valgreglerne lavet om. Det sidste gjorde, at mere af magten lægges over i partierne, som nu kan fordele deres mandater ifølge partitoppens ønsker. Det gør det meget lettere for kongehuset at have et fast greb om Rigsdagen/Folketinget, da man blot skal have et fast greb om de store politiske partier. Man kan betragte det som en klargøring af, at parlamentarisme-paragraffen kan blive indført i en senere Grundlov. Man gør på sin vis også klar til, at Christian 10. kan fyre statsministeren i 1920, ved at ændre benævnelsen konseilspræsident til statsminister (den nuværende paragraf 14).
I 1941 godkendte Stauning, som socialdemokratisk statsminister, de anholdelser af danske kommunister, som den tyske besættelsesmagt forlangte. To måneder senere får Stauning også vedtaget lovgrundlaget for anholdelserne ved, at Rigsdagen vedtager den såkaldte kommunistlov, fordi loven gælder med tilbagevirkende kraft. Omkring 300 kommunister blev anholdt, hvoraf 20 endte deres liv som følge af internering i KZ-lejren Stutthof i Polen. Kommunistloven var et klart grundlovsbrud, desværre med dødbringende følger. Ingen bliver straffet for vedtagelsen af kommunistloven eller dens følger, hverken politikere, embedsmænd eller politifolk. Det kedelige kapitel om kommunistloven viser, at magthaverne ikke går af vejen for et grundlovsbrud, og et vigtigt spørgsmål rejser sig dermed: Kan danske borgere overhovedet regne med, at magthaverne overholder det, der står i Grundloven?
Den nugældende Grundlov vedtages i 1953 og fuldender det statskup, som næsten ingen danskere har bemærket er foregået over 175 år. Grundlovsændringen markerer endnu flere tilbageskridt for den demokratiske retning mod et folkestyre, som Frederik 7. indledte i 1849:
Ændringen blev lanceret som en nødvendighed for, at Margrethe kunne arve tronen, men det centrale var i virkeligheden, at Danmark skulle kunne afgive suverænitet ved blandt andet at gå med i EF/EU.
Der bliver ryddet op i et par paragraffer, som giver regenten endnu bedre vilkår til at styre det politiske, hvis en ny Påskekrise skulle opstå.
Dommerne er under endnu større pres for at tækkes de skiftende politiske dagsordener, da man tilføjer, at de kan miste indtægter i slutningen af deres karrierer.
Anvendelse af nævninge i retssystemet udvandes. Frem for at rammerne for brugen af nævninge er defineret i Grundloven, overgår det til almindelig lovgivning, hvor skiftende vinde i et snuptag kan ændre lovgivningen for dette vigtige område.
Alt i alt 175 års udvikling, hvor den første Grundlov henviste kongen til kun at have en rolle i udførelsen af den del af den udøvende magt, som har at gøre med krigsførelse. Desuden sad kongen ikke i statsrådet i den første Grundlov, hvilket den med kongemagten gør i den nuværende Grundlov, hvor der i paragraf 17 stk. 2 står: “I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.”
Men hvis statskuppet er foregået over 175 år, hvem er det så, der har stået bag det? Når oplysningstidens tanker i et århundrede har præget det, der sker i folkets hoveder, og revolutionerne ruller hen over Europa, skal der selvfølgelig meget reaktionære kræfter til at stoppe denne udvikling i at forplante sig til Danmark. Revolutionen udebliver. Det var vel egentlig kun Frederik 7., der lavede en mindre revolution ved at give magten fra sig, endda uden kamp. Og det er her, at de reaktionære kræfter i form af den adel, som bejler til tronen, så vidt det er muligt, sørger for, at udviklingen bremses. For udviklingen betyder, at adelen mister magt og dermed rigdom. På grund af en række dødsfald, som foregår i den rigtige rækkefølge, tilfalder tronen Christian 9. Der er tale om en åbenmundet statsrådssekretær Hans Egede Schack, der dør af ‘alderdom’ som 39-årig efter at have udgivet en opdigtet historie, som omhandler nogle af de problemer, jeg sætter fokus på i denne bog. En arveprins Ferdinand, som dør på et, for kronprins Christian, yderst belejligt tidspunkt. Og selvfølgelig Frederik 7., som dør belejligt midt under inden arbejdet med grundlovsændringen i 1863. Han døde endda på Glücksborg i kronprins Christians varetægt, så kronprinsen derefter kan indtage tronen som Christian 9. Dermed er det store skift i kongerækken fra Oldenborgerne til Glücksborgerne en realitet, og kort efter underskriver Christian 9. den fatale Grundlov i 1863, som forårsager den katastrofale krig i 1864.
Inden man kommer med insinuationer og beskyldninger, skal man selvfølgelig altid se på, hvem der har motivation og nytte af et udfald, og om den pågældende part kunne have påvirket udfaldet. Det kan konstateres, at Margrethe 2.s tipoldefar, Christian 9., har pladen fuld hvad motiv, nytte og mulig påvirkning angår. Han kommer derefter til at sidde på den danske trone fra 1863 til 1906 og er dermed den centrale tyran i nogle meget mørke kapitler i Danmarks forfatningsmæssige og politiske historie. Spørgsmålet er, om han havde det mørke sind, der skulle til for at han kunne stå bag så koldblodige misgerninger. Vi ved i hvert fald at Christian 9. indledte Glücksborgernes æra i det danske kongehus med at sætte sig hårdt igennem og bruge kongemagten til at styre dansk politik, med hjælp fra adelen og godsejerne. Provisorietiden og De Blå Gendarmer er gode eksempler på den anti-folkelige tilgang til styringen af riget, som herskede i den regering, som kongen førte forsædet i. Christian 10. fulgte senere trop og viste, at selvom han ikke tog så direkte fat på politiken, som Christian 9. gjorde, brugte han sin magt, når han en sjælden gang havde behov for det. At Margrethe 2. bruger sine redskaber endnu mere subtilt, virker blot til at være en del af udviklingen i kongehusets brug af magt.
Man skulle tro, at der er mange, der har gennemskuet alle de ovenstående pointer før denne bog ser dagens lys. Der er helt sikkert også en del, og her skal Martin Tidsvilde naturligvis nævnes, da han har lagt enorme kræfter i at skrive om blandt andet kongehusets magt og fordækte misbrug af magten. Men de, som har magten, er ikke særligt interesserede i, at den almindelige befolkning forstår alt for meget af, hvad der foregår. Derfor bliver der brugt meget energi og enorme ressourcer på at lægge røgslør ud, hvilket jeg nu vil eksemplificere.
Selvom der ikke findes noget som helst juridisk grundlag for at give sig i kast med at fortolke Grundloven, udgiver Folketinget en lille bog, der hedder “Min Grundlov”, hvor kongehuset på mærkværdig vis forsøges skrevet ud af Grundloven. Det er netop denne bog, der er grundlovs-fortolkernes bibel. Denne grundlovsfortolkning er til og med gengivet i sin fulde længde på Folketingets hjemmeside.
Man kan sammenligne disse grundlovs-fortolkere med de reaktionære i 1800-tallet. Det er den franske revolution, der i slutningen af 1700-tallet, kombineret med oplysningsfilosoffernes tanker om frihed, lighed og naturlige principper, sætter gang i en del oprør mod enevældige fyrster, konger og kejsere. I midten af 1800-tallet skyller revolutionerne hen over Europa, faktisk var der i 1848 revolutioner i Tyskland, Østrig-Ungarn, Polen, Italien og Frankrig, så det er ikke overraskende, at Frederik 7. er stemt for reformarbejdet med Grundloven, da han overtager tronen samme år. Men reaktionære kræfter forsøger at modvirke revolutionernes virkning, og denne ‘reaktion’ er stadig i bevægelse her i 2020’erne. Måske er bevægelsen stærkere end nogensinde, da den forsøger at modvirke den opvågning, som sker i hele verden i disse år. En voksende del af den almindelige befolkning vil ikke længere tillade krige, ødelæggelse af naturen, ødelæggelse af alt det menneskelige, eller at magteliten, via et robotiseret overvågningssamfund, får et endnu fastere greb om samfundets borgere.
Hvis du ønsker at forstå, hvordan denne reaktionære magtelite har taget livtag med det danske samfund siden 2020, er det stærkt anbefalesværdigt, at du læser bogen Illusionen om Danmark - Del 2 - De 3 Fiktioner, som omhandler netop dette, og som udgives nogle få måneder efter nærværende bog.
Næste afsnit, som omhandler ‘grundlovs-fortolkernes’ bibel ”Min Grundlov”, er et glimrende eksempel på, hvordan de reaktionære kræfter påvirker samfundet i den modsatte retning af oplysningstidens idéer, og i øvrigt også den opvågning, som verden gennemlever netop nu. Gennemgangen af Min Grundlov giver således en forståelse af, hvordan de reaktionære kræfter opererer specifikt i forhold til Grundloven; men afsnittet afslører også den generelle tilgang til at misinformere befolkningen som den gruppe af reaktionære og deres håndlangere benytter sig af.
PODCAST: Statskup via Grundloven - kort opsummeret